Someday you're gonna want the air that I breathe, you're gonna wish you never LEFT me

"Someday you're gonna see the things that I see
You're gonna want the air that I breathe
You're gonna wish you never left me" (Clouds)

"Now I'm searching every lonely place
Every corner calling out your name
Trying to find you, but I just don't know
Where do broken hearts go?
Where do broken hearts go?" (Where do broken hearts go?)

"And I'm like (ow!) never thought it'd hurt so bad
Gettin' over you-ooh,
And (ow!) you're givin' me a heart attack
Lookin' like you do-ooh,
'Cause you're all I ever wanted,
Thought you would be the one
It's (ow!) givin' me a heart attack,
Gettin' over you-ooh-ooh-ooh " (Heart Attack)

"We've been friends now for a while
I wanna know that when you smile
Is it me yeah?
Are you thinking of me yeah? Oh, oh" (Last First Kiss)

"Baby tell me would it change
I'm afraid you'll run away
If I tell you what I've wanted to tell you (yeah)" (Last First Kiss)

"I wanna be last, yeah
Baby let me be your
Let me be your last first kiss
I wanna be first, yeah
Wanna be the first to take it all the way like this
And if you
Only knew
I wanna be last, yeah
Baby let me be your last
Your last first kiss" (Last First Kiss)

Over her står der bider fra One Direction sange, og det gør der fordi at netop disse vers beskriver hvordan jeg har det pt! Inden i græder jeg en del, der er en jeg rigtig godt kan lide, men det virker ikke gengældt og vedkommende er også på vej i ud i verden. Jeg er bange for at fortælle mere end jeg allerede har gjort til vedkommende, vedkommende ved godt at jeg er glad for vedkommende.

Det er min historie over & over again, altid finder jeg en som jeg finder interesse for og forsøger at komme i kontakt med vedkommende og altid bliver jeg afvist eller også er det ikke gengældt. Det gør mig så led og ked af det :'( Jeg er 27 år (snart) og har ingen kæreste haft, ingen har nogensinde vist interesse for mig eller gengældt hvad jeg har villet - sådan føles det. Mit største ønske er jo bare at blive elsket. Nå nok om det, tilbage til emnet: One Direction. Pt. hjælper de mig meget, netop fordi - som skrevet - at teksterne sætter ord på mine følelser. Ofte er musik min hjælp, det er bare ikke altid nok.

#SPSaturday

I dag er det #SPSaturday :D Og hvis du ikke ved hvad det er, så følger du ikke med!... 

Ej, gas... bare rolig, det er kun insiders derved hvad #SPSaturday er og nu skal jeg fortælle jer det, så I også kan være med :D 

Vi fejrer at Simple Plan har udgivet ny single "Saturday" og i den forbindelse vil bandet gerne se jeres planer for denne lørdag. Gå på Instagram, Facebook og Twitter og send Simple Plan billeder med tagget #SPSaturday. De uploader deres favoritter på mandag :D 

Og så skal I da heller ikke snydes for "Saturday" - det LÆNGE ventede single udspil :D 

 

New Country

Vil egentlig ikke skrive så meget, andet end at nogen gange dukker der nye country artister op, som på en eller anden måde går lige i hjertet på mig :D Jeg elsker det nyere country musik,så her er et par artister jeg synes vi her hjemme burde høre noget mere:

 

Musik der får mig til at føle mig hel

Kender I følelsen af musik der kan få jer til at slappe af og føle jer hel? Her er sange som kan det ved mig:

"By the sea" - fuldstændig fantastisk klaver sammenhæng. Jeg kan blive fuldstændig høj af klaveret og måden det bare svinger og gør sangen hel. 

"Även Om", nok mest fordi den er så bund ærlig. Da jeg hørte den første gang i 2014, fik jeg følelsen af atter at være blevet forelsket i musik (Se her: Albin Johnsén). 

" Ich kann auch ohne dich nok mest" pga. denne direkte linje "du bist jetz nicht mehr meine super Traum Frau".

 Dybt vand - selvom det er en club sang, så fortæller den en kold og dyster historie. Nadia Malm sætter med sin flotte lyrik, ord på tanker alle har når de går gennem brud.

Evan Taubenfeld - et talent som gik til spilde

Nogen gange er der kunstnere som kommer frem og som har lavet et virkelig fedt album, for så slet ikke at slå igennem, man tænker "hvad skete der?! Hvorfor slog han ikke igennem, når en anden talentløs gjorde?" Sådan har jeg det eks. med Evan Taubenfeld. Evan slog sit navn fast som guitarist for Avril Lavigne og med-komponist for frk Lavigne, hvor efter han fokuserede på sit projekt "Welcome to the black list club"  - en fantastisk debut. Evan er selv lært musiker og hans lyrik univers er fuldstændig fantastisk. Han kan lege med ord og metaforer som kun få kan, alligevel er han en "nobody" som skriver for andre og følger du ham på Facebook får man den ene nedtrykte status efter den anden. Det gør mig så ondt at se talent gå sådan til spilde.

18 år

For 18 år siden var jeg 9 år gammel. Jeg boede hos min mor og jeg havde en aflastnings familie. Da jeg var 9 år gammel havde jeg allerede en mening om hvad god musik var, min musik samling bestod allerede af Take That, Kim Larsen, Krumme, Spice Girls, Aqua, The Kelly Family og så var der liige det her band med 3 lang hårede brødre som sang en sang man 18 år efter stadig har svært ved at forstå...
Min mor havde også en mening om mit musik og jeg husker TYDELIGT da reklamen for "Middle of Nowhere" kom på tv, jeg ville SÅ gerne have cd'en med de her 3 brødre - som i øvrigt kaldte sig "Hanson" - men min mor mente ikke at "den slags musik" skulle inde for vores døre... 3 år senere skiftede hun dog mening... i mellem tiden var jeg hos en aflastnings familie, hvis søn hørte Hanson og her kunne jeg så fint udleve mit behov. 

I onsdags fejrede Hanson så 18 års fødselsdag for "Middle of Nowhere". Det er godt nok VILDT at tiden er fløjet så hurtigt af sted! Og hvem skulle have troet at 3 teenage drenge fra Tulsa, Oklahoma med det danske navn "Hansen" (Hanson), ville lave en plade som 18 år efter ville blive legendarisk? 

I anledningen har jeg fundet Middle of Nowhere's 10 års jubilæum koncert: 

Denne optagelse er mindblowing! Det her er musik når det er ALLE bedst! Der er ingen ord for det! 

First time!

Jeg har ikke skrevet på denne blog i meget lang tid, rent faktisk er det 9 mdr siden jeg sidst lavede et indslag. Det er ikke fordi jeg har haft glemt bloggen eller ikke har villet skrevet,lysten har ligget der, men tiden og overskuddet har ikke været det samme. Jeg har haft dårlig samvittighed over at jeg ikke har opdateret, men samtidig har jeg haft mange andre fede projekter i gang. Jeg står for: Aaron Carter Danmark, Jesse McCartney Danmark, Midnight Red Danmark, McBusted Danmark, Planet Emily Danmark og Sound Army. At drive officielle fansider kræver faktisk en del og har desværre gjort at bloggen har været lagt på hylden.

Her på det sidste har jeg dog haft en endnu større lyst til igen at dele fantastisk musik, som er generaliseret til et bestemt publikum, men som er MIN interesse og derfor ikke skal passe ind til en bruger gruppe. 

I dag deler jeg "First time" med The Kelly Family, det gør jeg fordi at denne sang synger mit humør. Jeg har en som jeg lige nu er blevet rigtig glad for og jeg ville SÅ gerne fortælle ham det, men af flere grunde kan jeg ikke. Han skal ud og rejse til sommer og vores veje skilles derfor. Det tager hårdt på mig, for jeg er bange for at vi så ikke ses igen. Sådan er det som regel med mig og dem jeg godt kan lide, det bliver aldrig til noget. Og den følelse bliver værre og værre for hver gang jeg finder en ny, det gør at jeg mere og mere blive utålmodig og vil have svar. Denne gang har jeg dog valgt ikke at sige noget, af hensyn til ikke at skræmme ham væk. Jeg flirter en del med ham, men ellers ikke andet. Da jeg så tilfældigt i dag nynner "Today for the first time..." fik jeg lysten til at høre First time og pludselig var det som om at Patricia sang mine følelser. Alt det jeg gerne ville sige til ham, men som jeg ikke kan. Alt det at han gør for mig uden han måske ved det. At jeg faktisk er ked af at vi skilles til sommer. Jeg aner ikke om jeg skal sige det?

En anden grund til at jeg deler First Time, er at jeg på det sidste er begyndt at høre meget 90'er musik. Det trætter mig at tidens musik i dag er hurtigt og masse produceret, det er kun gennemtænkt i kroner og øre. Har intet med musik at gøre! Hvad sker der for alle de der talentløse talent shows? En gang knoklede musikerne for at komme frem og de der gør det i dag, knokler ti gange så meget, fordi de skal konkurrere mod shows de slet ikke burde skulle kunne konkurrere i mod! HVAD har vi som samfund gjort? HVORFOR har vi tilladt at lade den gode musik falde ud?