For 18 år siden var jeg 9 år gammel. Jeg boede hos min mor og jeg havde en aflastnings familie. Da jeg var 9 år gammel havde jeg allerede en mening om hvad god musik var, min musik samling bestod allerede af Take That, Kim Larsen, Krumme, Spice Girls, Aqua, The Kelly Family og så var der liige det her band med 3 lang hårede brødre som sang en sang man 18 år efter stadig har svært ved at forstå... Min mor havde også en mening om mit musik og jeg husker TYDELIGT da reklamen for "Middle of Nowhere" kom på tv, jeg ville SÅ gerne have cd'en med de her 3 brødre - som i øvrigt kaldte sig "Hanson" - men min mor mente ikke at "den slags musik" skulle inde for vores døre... 3 år senere skiftede hun dog mening... i mellem tiden var jeg hos en aflastnings familie, hvis søn hørte Hanson og her kunne jeg så fint udleve mit behov.
I onsdags fejrede Hanson så 18 års fødselsdag for "Middle of Nowhere". Det er godt nok VILDT at tiden er fløjet så hurtigt af sted! Og hvem skulle have troet at 3 teenage drenge fra Tulsa, Oklahoma med det danske navn "Hansen" (Hanson), ville lave en plade som 18 år efter ville blive legendarisk?
I anledningen har jeg fundet Middle of Nowhere's 10 års jubilæum koncert:
Denne optagelse er mindblowing! Det her er musik når det er ALLE bedst! Der er ingen ord for det!
Jeg har ikke skrevet på denne blog i meget lang tid, rent faktisk er det 9 mdr siden jeg sidst lavede et indslag. Det er ikke fordi jeg har haft glemt bloggen eller ikke har villet skrevet,lysten har ligget der, men tiden og overskuddet har ikke været det samme. Jeg har haft dårlig samvittighed over at jeg ikke har opdateret, men samtidig har jeg haft mange andre fede projekter i gang. Jeg står for: Aaron Carter Danmark, Jesse McCartney Danmark, Midnight Red Danmark, McBusted Danmark, Planet Emily Danmark og Sound Army. At drive officielle fansider kræver faktisk en del og har desværre gjort at bloggen har været lagt på hylden.
Her på det sidste har jeg dog haft en endnu større lyst til igen at dele fantastisk musik, som er generaliseret til et bestemt publikum, men som er MIN interesse og derfor ikke skal passe ind til en bruger gruppe.
I dag deler jeg "First time" med The Kelly Family, det gør jeg fordi at denne sang synger mit humør. Jeg har en som jeg lige nu er blevet rigtig glad for og jeg ville SÅ gerne fortælle ham det, men af flere grunde kan jeg ikke. Han skal ud og rejse til sommer og vores veje skilles derfor. Det tager hårdt på mig, for jeg er bange for at vi så ikke ses igen. Sådan er det som regel med mig og dem jeg godt kan lide, det bliver aldrig til noget. Og den følelse bliver værre og værre for hver gang jeg finder en ny, det gør at jeg mere og mere blive utålmodig og vil have svar. Denne gang har jeg dog valgt ikke at sige noget, af hensyn til ikke at skræmme ham væk. Jeg flirter en del med ham, men ellers ikke andet. Da jeg så tilfældigt i dag nynner "Today for the first time..." fik jeg lysten til at høre First time og pludselig var det som om at Patricia sang mine følelser. Alt det jeg gerne ville sige til ham, men som jeg ikke kan. Alt det at han gør for mig uden han måske ved det. At jeg faktisk er ked af at vi skilles til sommer. Jeg aner ikke om jeg skal sige det?
En anden grund til at jeg deler First Time, er at jeg på det sidste er begyndt at høre meget 90'er musik. Det trætter mig at tidens musik i dag er hurtigt og masse produceret, det er kun gennemtænkt i kroner og øre. Har intet med musik at gøre! Hvad sker der for alle de der talentløse talent shows? En gang knoklede musikerne for at komme frem og de der gør det i dag, knokler ti gange så meget, fordi de skal konkurrere mod shows de slet ikke burde skulle kunne konkurrere i mod! HVAD har vi som samfund gjort? HVORFOR har vi tilladt at lade den gode musik falde ud?
